Modul 4, Livshistorie, Livsfortælling

Aktivitet 4

Din egen fortælling

Den periode jeg vil skrive om i ”Min egen Livsfortælling”, strækker sig over en periode på 14 år. Fra jeg var 8 og indtil jeg var 22 år.

Det var en periode i mit liv, som jeg aldrig glemmer. Jeg fik lov til at udvikle og udfolde mig på mange forskellige måder, men fik også i den periode, mange oplevelser, som jeg vil mindes hele mit liv.

Som 8 årig startede jeg ved tilfælde til kunstskøjteløb i Aalborg skøjtehal (jeg er oprindelig fra Aalborg). Det var en sport, som jeg blev rigtig glad for, selv om det til tider kunne være hårdt. De første år trænede jeg sådan ca. to gange om ugen. Da jeg var omkring 12 år, deltog jeg i min første konkurrence udenfor for Aalborg. Det var på Sjælland. 

Som 13 årig var jeg med til de Jyske Mesterskaber for første gang, og det blev til en bronze medalje. Tror nok, det var den medalje, der for alvor gav mig skubbet til at gøre mere ud af skøjteløb.

Jeg kom på konkurrence holdet, og nu bestod træning ikke længere af to gange ugentlig, men fem gange om ugen på isen og en gang om ugen "off ice". Ved siden af gik jeg også til ballet.

I en periode på fem år havde vi amerikanske trænere, hvilket gav mig muligheden for en tur til USA. Jeg rejste der over i sommeren 1982, og det var en fantastisk oplevelse. Jeg var i Seattle, (som ligger i staten Washington) i Santa Barbara i Californien. 

Der ud over var jeg også i Sverige, nærmere betegnet Malmø.

Ud over at have deltaget i de Jyske Mesterskaber, har jeg også delaget i de Danske Mesterskaber. Det er blevet til en del medaljer i årenes løb.

Modul 4, Livshistorie, Livsfortælling

Aktivitet 3

Planlægning af et forløb med Livshistorie og din valgte målgruppe

Min målgruppe i arbejdet med Livshistorie er som tidligere nævnt borgere med senhjerneskade.

For at kunne arbejde med Livshistorie, med borgere som er ramt af en senhjerneskade, og ingen sprog har, skal man have familien ind over, da borgeren ikke selv har mulighed for at fortælle.

I min praktik på Stefanshjemmet i Århus var jeg så heldig, at få lov til at følge en bestemt borger i hele praktikken. ”Mike” som jeg også skrev min didaktiske opgave omkring, blev ramt af en hjerneskade som 19 årig (han er i dag 49 år), da han var ude for et knallert uheld.

Hvis jeg skulle lave en Livshistorie omkring ”Mike”, vil det være hans forældre og evt. søskende, som jeg vil skulle have ind over, og som skulle fortælle mig, hvad ”Mike” lavede inden han blev ramt af skaden.

I ”Mike’s” tilfælde vil en kombination af billeder og tekst være idealt, da han ellers ikke selv ville få noget ud af Livshistorien. Men ved at kombinere billeder og tekst, vil han kunne relatere til noget af det.

Da jeg kender både ”Mike” og hans forældre, og har fået en god relation til ”Mike” (er afløser på Stefanshjemmet), vil det ikke være noget problem for mig, at få lov til at lave en Livshistorie, i tilfælde af dette skulle blive aktuelt.

Men en forudsætning for at kunne komme i gang med at lave en Livshistorie på en borger er, at man kender borgeren, han/hun har tillid til dig (og familien også), at det er en god relation mellem den der skriver Livshistorien og borgeren.

Jeg ville forberede mig således:

Tale med ”Mike’s” forældre om det vil være i orden med dem, at jeg laver en Livshistorien omkring deres søn, og også om de vil være behjælpelig, da han som sagt ikke har noget sprog. Bede dem om at tage nogle fotos med, som de måtte mene, vil være relevant.

Finde en dag der passer os alle sammen. Sætte os i et lokale, så vi er alene. ”Mike” skal selvfølgelig være med. Da det er ham, det er hovedpersonen. Tage notater i løbet af samtalen. Se på de fotos som de har medbragt. Låne dem vi sammen har fundet frem til, således at de kan bruges i Livshistorien.

Få det hele sat sammen til et flot lille hæfte. Men inden da, vil jeg bede forældrene om at læse det hele igennem, og komme med evt. rettelser.

Modul 4, Livshistorie, Livsfortælling

Aktivitet 2

Arbejde med Livshistorie og din målgruppe

I mit arbejde med Livshistorie, har jeg valgt at gå i dybden med voksne med senhjerneskade. Grunden til at jeg har valgt denne målgruppe er, at jeg i min praktik arbejdede med borgere som på et tidspunkt i deres liv, er blevet ramt af en hjerneskade. Det har givet mig et helt syn på borgere, som ikke har noget sprog, men også på de borgere, som selv om de har sproget, er ramt af en skade i hjernen, og hvad det gør ved dem i det daglige.

Nogle af de borgere, som jeg arbejdede med, kunne fortælle hvad de havde lavet før, selv om de blev skadet i en meget ung alder (de fleste af dem, er i dag i midten af 50'erne). Det er rigtig spændende at høre, og det giver et indblik i det andet menneskes liv, og hvem den person virkelig er. Hvilke interesser de har - hvad for musik de kan lide, deres livret, hvilke film de gerne vil se etc. 

Rigtig mange mennesker har levet et spændende liv, og det er en skam, at der er så få, som tænker på, at skrive deres Livshistorie ned. Ikke kun til brug på et evt. plejehjem, men til dem selv, deres børen og senere børnebørn. Livshistorien sammensat med begivenhedsrige billeder, er vel en af de bedste gaver, et menneske kan give videre til sin familie.

På nettet fandt jeg en - synes jeg - rigtig god hjemmeside, der beskriver hvordan man arbejder med borgere med en hjerneskade. Det der arbejdes med er neuropædagogik, som er en utrolig spændende emne, hvilke jeg fik et lille indblik i, da jeg var i praktik.

Det er en artikel, som har været trykt i Dansk fysioterapeuter nr. 8 -1999. Den er skrevet af Susanne Freltofte (som bl.a. også har skrevet bogen "Hjerner på begynderstadiet") og fysioterapeut Anette Førgaard Pedersen. Artiklen beskriver hvordan man arbejder med hjerneskadet borgere, samt hvordan der arbejdes med Livshistorie.

"For at forstå den hjerneskadede persons aktuelle reaktionsmåde må man dertil vide noget om vedkommende før den erhvervede hjerneskade, så man får en fornemmelse af, hvilke værdier, intentioner og reaktionsmønstre, der har været karakteristiske og dominerende hos vedkommende. 

Det er derfor vigtigt at samle oplysninger om for eksempel personens opvækst, uddannelsesforløb, måder at have relationer til andre mennesker på, normale dags- rytme, fritidsinteresser, humor, religiøse overvejelser, måder at klare problemer eller svære situationer for den erhvervede hjerneskade - kort sagt, man må kende personens historie for at kunne forstå de store linjer i mange af vedkommendes reaktioner og handling" (fra artikel trykt i Dansk fysioterapeuter nr. 8 - 1999, http://www.bakkedal.dk/artikler/neupaeda.htm)

Hvorfor gøre brug af livshistorie?

”Fordi alle mennesker har brug for at ”Høre til” - at vide hvor de høre til og hvor de kommer fra. Vi har brug for at kende vores rødder, vi har brug for at dem der ”passer” de udviklingshæmmende, kender dem og deres historie, så vil de (personalet, få et andet forhold til beboerne, og det betyder noget i forhold til hvordan de forstår dem, rummer dem og møder dem). Det er ikke længere ”Eva”, som er spastiker, lam, udviklingshæmmet og som ingen talesprog har, nej, det er Eva, som er født i Aabenraa, og hvis mor og far boede i Jernbanegade, og som har to søskende osv. Eva skal have en bog med billeder fra sit liv, fra hun blev født og til i dag, som altid skal følges op år efter år. Den bog ser vikarer, nyansatte og studerende, og de ved så hvem Eva er, og hvad hun oplever, og hvordan hendes familie og venner ser ud”. (http://shollund.dk)

Ovenstående, synes jeg, beskriver rigtig godt, hvorfor det er så vigtigt, at der gøres brug af Livshistorie, når man som bl.a. pædagog arbejder med borgere med nedsat funktionsevne. Det er grunden til, at jeg har valgt, at bruge hele teksten direkte.

Det man som pædagog skal være opmærksom på, når der arbejdes med borgere med en hjerneskade er, at man skal kende til neuropædagogik, således at man kan sætte sig ind i hvor hjerneskade er, og hvad det gør ved borgeren. Dermed ved man, hvordan man skal arbejde med brogeren, og hvad man skal være opmærksom på.

Da jeg lige har lavet forløbet hos Rikke omkring Alternativ og supplerende kommunikation, vil jeg sige, at man som pædagog også skal have viden omkring dette område, når der arbejdes med hjerneskade og Livshistorie.

Hvis jeg skulle arbejde med emnet i f.eks. DKK prøven på 5. semester, vil emnet nok hedde noget i den her retning:

”Mennesker med hjerneskede og Livshistorie”,

og en problemformulering kunne lyde således:

”Hvad kan vi som pædagoger gøre for, at synliggøre brugen og vigtigheden af Livshistorie hos mennesker med hjerneskade?”

Modul 4. Livshistorie, Livsfortælling

Aktivitet 1

Undersøgelse af Livshistoriearbejde i et pædagogisk sammenhæng

Jeg har valgt at arbejde med emnet Livshistorie, Livsfortælling, da jeg synes, det er et interessant emne, og sikkert også spændende at arbejde med som pædagog.

• At søge viden om, hvordan forskellige institutioner arbejder med Livshistorie.

Da jeg ikke rigtig kunne finde noget på nettet omkring dette, valgte jeg selv at finde ud af, hvordan et plejecenter i Viby J arbejder med Livshistorie i forhold til bl.a. demente, og hvorfor de bruger Livshistorie.

I Alzheimers sygdom er den hyppigste demenssygdom. Det er især kortidshukommelsen, det går ud over. Tegn på begyndende demens er:

dårlig hukommelse

nedsat evne til at fungere i hverdagen

konfusion

(www.alzheimerdk)

Det jeg fandt ud af på plejecenteret var, at man arbejder med Livshistorie hos demente, for at kunne forstå hvilken person borgeren var før han/hun blev dement. Arbejdet med Livshistorie kan også hjælpe borgeren til at huske hvad de har lavet, hvem de var gift med, hvor de boede før de kom på plejecenteret etc.

Det er de færreste mennesket, der tænker på at får lavet en Livshistorie, da man jo ikke går og tænker på, at man kan gå hen og blive dement. Derfor er det i de fleste tilfælde de pårørende, som enten laver Livshistorien for deres forældre/bror/søster, eller laver den sammen med dem.

Livshistorien giver også plejepersonalet indsigt i borgerens liv før, og det hjælper dem til at kunne snakke med den demente borger, om hvad han/hun lavede før, og dermed få en dialog igang. Men også hvis den demente spørger ind til f.eks. hvor de boede før, hvor deres børn er - hvad de hedder, så har personalet e mulighed for at svare.

Jeg så et par eksempler på hvordan man kan lave en Livshistorie. Nogle var lavet med billeder fra et langt liv, men lidt tekst, og andre var nedskrevet som et lille livsforløb. Meget spændende og lærerigt.

Det jeg synes, var interessant ved dette besøg var, at jeg fik indblik i, hvordan man kan arbejde med Livshistorie, og selv om det var på et plejecenter, så kunne jeg godt se det pædagogiske arbejde.

• At skabe sig et overblik over Livshistorie i pædagogisk arbejde

I Mogens Sørensens tekst i Dansk, kultur og kommunikation står det godt forklaret. "Livshistorie er relevant som pædagogisk metode i forhold til alle målgrupper". (Sørensen, Mogens (2011). ”Livshistorie som genre - i pædagogisk arbejde”: Mogens Sørensen (red.). Dansk, kultur og kommunikation- et pædagogisk perspektiv: Akademisk forlag. S. 337)

Arbejdet med Livshistorie indebærer at man som professionel kommer meget tæt ind på fortællerens liv. Det er vigtigt at huske, at det er fortælleren, som er i centrum, og at det så vidt muligt, er fortællerens egne ord der skrives ned, og ikke pædagogens fortælling. (Christensen, Mette (2011). ”Alternativ og supplerende kommunikation”: Mogens Sørensen (red.). Dansk, kultur og kommunikation- et pædagogisk perspektiv: Akademisk forlag. s. 338).

Hvad gør folk når de taler i mobil telefon??

Som udgangspunkt har jeg valgt først at observere mine børn, og da de er i alderen 8 til 25 år, så har det været en bred målgruppe.

De er meget individuelt hvor meget de taler, hvad de gør og hvad de siger når de svare på et opkald. En siger "Hallo", en bare "Ja". Min ældste søn siger "Jow". En siger sit navn og en siger bare "Hvad så?"

Min datter på 18 har fri tale, og hun kan snakke med sin bedste veninde hele dagen, kun med et pause på nogle timer, fordi de begge har lektier, der skal laves. Had de snakker om? Alt muligt! Den ældste datter har to børn, så når hun snakker med veninderne ( som også har børn), ja så er der næsten altid fokus på ungerne og så lidt "sladder", men også de "unge mødre" som køre på kanal 4.

Mange af dem laver andre ting i medens de taler i mobilen. Det kan f.eks. være spille på computeren, rydde op, lægge tøj på plads etc.

Min yngste datter elsker at spille på min mobil, hvilket godt kan være et problem, for hun bruger gerne alt strømmen, og så er der ikke mere strøm på, når jeg skal bruge den.

Ja, og så bliver der selvfølgelig skrevet en hel del sms'er, som nogle gange godt kan tage overhånd, forstået på den måde, at et par af tøserne virkelig er gode til at sidde med mobilen og bare fyre sms'er af. Men generelt synes jeg, at de har et meget fornuftigt forhold til det at tale i mobiltelefon.

Jeg bruger ikke min mobil særlig meget. Bruger den kun til det mest nødvendige, og så selvfølgelig til at kontakte børnene. Men der bruger vi mest sms'er.

Jeg har ofte lagt mærke til, hvordan folk i bussen bruger deres mobil. Mange unge sidder med den fremme hele tiden. Enten spiller de eller skriver sms'er. Men mange bruger også mobilen til at høre musik på. Det er da helt klart, at mobiltelefonen er blevet en uundværlig i vores hverdag.

Tekst 2

Resume af teksten "Klædt på til internettet" ( dfi.dk)

Gode rå fra Medie rådet for børn og unge.

Teksten handler stort set om børn og unge spiller computer spil på mange forskellige måder, og om hvornår det begynder at blive et problem, men også at de voksne (forældrene), skal være interesseret i hvad børnene/de unge får ud af at spille, samt den verden de befinder sig i.

Det er ikke et problem hvis børn/unge sidder foran computeren og spiller en regnfuld søndag, eller nogle dage spillere flere timer end andre. Det er først et problem, når de begynder at falde fra i skolen. Som der står i artiklen, så er "en meget omfattende spilaktivitet hos barnet kan være et symptom på, at barnet ikke i trives i skolen eller blandt kammeraterne".

Der ud over gives gode råd til forældrene omkring computerspil, omkring sikker chat. Ligeledes bliver der talt om, hvordan man kan bloker og ignorer for at beskytte sig selv f.eks. på facebook. Der gives gode råd til forældrene omkring Privacy.

Emnet "Tænk før de uploader" er godt, og kan måske gøre, at forældre vil tale med deres børn om, at det godt kan være farligt, at dele for mange personlige oplysninger og billeder om en selv til personer, som man ikke kender. Det er jo ikke alle, som man chatter med på nettet, at man har set i virkeligheden. For nettet glemmer aldrig!!!!

Men det behøver jo ikke kun at være billeder af en selv, man lægger ud. Det sker også ofte, at der bliver lagt billeder ud fra f.eks. en fest, hvor man har taget billeder af andre, og så synes man lige, at det og det billede ser super sjovt ud, men det er altså ikke altid, at den der er på billedet synes det sammen. Så derfor er det vigtigt, at man lige tænker sig om, inden det billede bliver lagt ud. Det kan krænke, den det går ud over.

De fokus områder, som jeg synes kunne være spændende at diskutere er:

"Voksne skal forstå sociale verdener". Citat fra teksten:
Det er vigtigt at forstå, at børn og unges sociale netværk på internettet
ofte er identiske med dem, de har i skolen eller fritidsklubben.

Jeg er helt enig i det der står i teksten om, at børn/unge fortsætter samtalen omkring hvad der er sket i klubben eller i skolen på nettet eller over mobilen, når de er kommet hjem. For det kan sagtens være, at de ikke lige nåede at afslutte inden de skulle hjem.

Men det er også vigtigt, at man som forældre forstår den verden, som de unge lever i. Det er jo en anden verden, end den deres forældre voksede op i.

"Bloker for uønskede gæster" Et godt emne, som vi måske også kunne lære noget af. Hvor gode er i til at blokkere for "uønskede" gæster? Jeg er ikke særlig god til det. Tænker faktisk ikke rigtig over det. Hvad med Jer???

Resume af "Livet uden for Hjemmet" af Emma Gad, pp 184-186 ( 1918)

Livet uden for hjemmet er fortalt på en så livagtig måde, at man skulle næsten skulle tro, at det er skrevet i  vore dage og ikke i 1918.

Den fortæller frustrationen omkring det dilemma at mennesker tilbringer mere til uden for hjemmet ind i deres hjem. De vil hellere gå på restaurant, Cafeer, teater, koncert og forlystelsesetablissementer ( Tivoli).  Mennesker færdes en hel del mere på gaderne, i biler og her sporvogne end de gjorde før.

Også telefonen havde vundet indpas allerede dengang og mennesker begyndte at blive afhængig af den. Der tales om hvor vigtig telefonhøflighed er. At man ikke skal lade sig blive afhængig af telefonen, men også lade den være for at være sammen med familie og venner.

Hvis telefonen ringer og man har besøg, så skal man undskylde over for den besøgende og gøre samtalen kort, ellers vil det være uhøflig overfor den besøgende. Man skal være høflig i telefonen, og huske på, at den anden ikke kan se ens ansigt når man taler, samt mange andre gode råd i forbindelse med telefoni.
Den bedste er dog den sidste, hvor man får et godt råd om, hvad man kan gøre, hvis man ikke kan komme af med den man taler med. Det samme trick, som vi også i dag bruger, bare i en lidt mere moderne udgave.
"Er De der endnu! hallo! apparater er nok i uorden!......."

Teksten slutter af med hvordan man skal opføre sig, når man går i teater. At det er vigtigt, man ikke kommer forsent, da det er uhøflig, at komme for sent.