Resume af "Livet uden for Hjemmet" af Emma Gad, pp 184-186 ( 1918)

Livet uden for hjemmet er fortalt på en så livagtig måde, at man skulle næsten skulle tro, at det er skrevet i  vore dage og ikke i 1918.

Den fortæller frustrationen omkring det dilemma at mennesker tilbringer mere til uden for hjemmet ind i deres hjem. De vil hellere gå på restaurant, Cafeer, teater, koncert og forlystelsesetablissementer ( Tivoli).  Mennesker færdes en hel del mere på gaderne, i biler og her sporvogne end de gjorde før.

Også telefonen havde vundet indpas allerede dengang og mennesker begyndte at blive afhængig af den. Der tales om hvor vigtig telefonhøflighed er. At man ikke skal lade sig blive afhængig af telefonen, men også lade den være for at være sammen med familie og venner.

Hvis telefonen ringer og man har besøg, så skal man undskylde over for den besøgende og gøre samtalen kort, ellers vil det være uhøflig overfor den besøgende. Man skal være høflig i telefonen, og huske på, at den anden ikke kan se ens ansigt når man taler, samt mange andre gode råd i forbindelse med telefoni.
Den bedste er dog den sidste, hvor man får et godt råd om, hvad man kan gøre, hvis man ikke kan komme af med den man taler med. Det samme trick, som vi også i dag bruger, bare i en lidt mere moderne udgave.
"Er De der endnu! hallo! apparater er nok i uorden!......."

Teksten slutter af med hvordan man skal opføre sig, når man går i teater. At det er vigtigt, man ikke kommer forsent, da det er uhøflig, at komme for sent.

Iagttag og fortæl om menneskers kommunikation i forskellige sammenhænge, i bussen, på cafeer, på arbejdet og i familien. Vi mennesker kommunikerer på mange forskellige måder. I nogle kulturer er det helt normalt, at man råber lidt højt, når man kommunikerer med andre. Det kan virke, som om de er vrede på hinanden og skælder ud, men når man så spørger dem, så siger de, at nej nej, det er helt normalt, at man råber lidt af hinanden. Det er faktisk ret sjovt, at iagttage mennesker enten i bussen, på strøget eller andre steder. Man ser/møder mange forskellige mennesker på den måde. Når man sidder i bussen og iagttager, så taler de fleste meget lavt, og det er vel fordi der sidder mange mennesker i bussen, og man er jo ikke interesseret i, at alle ved hvad man snakker om. Men man kan mange gange se på deres ansigts mimik om det er noget sjovt, alvorligt eller lidt sørgeligt. Nogle mennesker bruger også hænderne meget når de snakker. I familien kommunikerer vi for det meste godt med hinanden, stille og roligt. Men det kan da forekomme, at vi også rammer de høje toner. Specielt børnene imellem når de ikke er helt enige. Så kan der blive både råbt og brugt store armbevægelser.

Læg mærke til, hvad det betyder, når du kender konteksten,[1] og når du ikke gør det. Hvad sker der, hvordan reagerer du? Når man kender konteksten så bliver man vel også mere interesseret i samtalen end hvis man ikke kender den. F.eks. når man sidder i bussen, så kan man for det meste ikke følge med i hvad folk samtaler om, da de ikke taler så højt. Men sker det, at man får med hvad de snakker om, ja, så bliver man vel også helt naturligt mere nusgerrig, og spidser mere øre for nu også at få det hele med.

---

[1] En sådan situation kan nogle gange give anledning til den fortællingstype, man kalder brølere (Birkeland, 2004).

Aktivitet1-1

Iagttag og fortæl om situationer, hvor kommunikationen lykkes godt, dvs. positivt skaber en god stemning, en (overraskende) vending i en positiv retning, ny forståelse eller fællesskab.[1] Jeg bliver nødt til at gå tilbage til min praktik i en SFO for 2. klasse. Da jeg ikke arbejder i en institution til daglig, og min eneste erfaring er pt. fra min praktik. Så det håber jeg er ok!! Jeg havde haft nogle små ”sammen stød” med en af pigerne Mathilde, og det var svært for mig, at komme ind til hende. Men en dag vi var over i gymnastiksalen, stod jeg alene med hele banden og måtte så også løse, den konflikt der igen opstod med Mathilde.  Som jeg havde for ud set, blev de en hård nød at knække, og det startede da også med vredes udbrud fra Mathilde, som efter følgende gik over i gråd. Efter at havde snakket stille og rolig med Mathilde i omkring 10 min, begyndte hun at tø op og kommunikere med mig. Det var ikke længere en vejs kommunikation fra min side. Det lykkedes mig at få hende ned på jorden igen, skabe tillid til mig som voksen, og få Mathilde med ind i gymnastiksalen igen hvor vi var i gang med at spille bold. Jeg synes, at kommunikationen lykkedes, og den blev også vendt til noget positivt, da Mathilde viste mig tillid og gik med ind i salen igen. Tror også, at vi begge fik en ny forståelse for hinanden, for vi havde det godt sammen, resten af min praktik.

Reflekter over, hvad der sker her. Tror at Mathilde begynder at acceptere mig som voksen i SFO’en, selv om jeg ikke havde været der så længe. Var jo stadig ny. Hun kunne høre, at jeg ikke var på de andres side og i mod hende. Vi snakke stille og rolig og fandt sammen frem til en løsning.

---

[1] Der kan her være tale om den type praksisfortælling, man kalder vendepunktfortællingen (Birkeland, 2004).

Iagttag og fortæl omvendt om situationer, hvor kommunikationen mislykkes eller afbrydes. Her vil jeg tage udgangspunkt i mine to yngste på henholdsvis 8 og 11 år. Amira på 8 er meget drillesyg over for storebror på 11, og hun giver sig aldrig. Lige meget hvor mange gange man beder hende om at stoppe, så fortsætter hun, og hun har altid gode argumenter parat. Lige meget hvor meget jeg snakker med de to, og bruger alt det jeg har lært om konfliktløsning, girafsprog og kommunikation, så er det meget svært for mig, at få dem til at stoppe. Det kræver mange gange utrolig megen tålmodighed og taleevne til at få dem til at stoppe.

Hvad skaber disse situationer? Situationerne opstår for det meste, når storebror er kommet hjem fra klub, og gerne vil slappe lidt af, inden han skal i gang med lektierne. Amira kan simpelthen ikke lade ham være. Hun skal bare stikke til ham, så han bliver stik tosset.